Regel 16 - Personlige straffe og holdstraffe
Advarsel
16:1 Der kan gives en advarsel for:
a) overtrædelse af spillereglerne i forhold til modspillerne ( 5:5 og 8:2 ), der ikke falder ind under kategorien progressiv bestrafning efter regel 8:3;
Der skal gives en advarsel for:
overtrædelse af reglerne i forhold til modspillerne, der skal straffes progressivt ( 8:3 );
usportslig optræden af en spiller eller holdofficial ( 8:4, fortolkning 5:1-2 ).
■ I H F - K o m m e n t a r:
En og samme spiller bør ikke gives mere end én advarsel, og et hold bør ikke gives mere end tre advarsler, derefter bør straffen mindst være en udvisning;
En spiller, der allerede har haft en udvisning, bør ikke efterfølgende gives en advarsel. Der bør ikke gives et holds officials mere end en enkelt advarsel.
16:2 Dommeren skal tilkendegive advarslen til den skyldige spiller eller holdofficial samt informere tidtagerbordet om advarslen ved at holde et gult kort op over hovedhøjde. ( Dommertegn 13; det ”gule kort” bør have en størrelse på omkring 9 x 12 cm ).
Udvisning
16:3 Der skal idømmes en udvisning ( af 2 minutters varighed ) ved:
a) fejlagtig udskiftning, hvis en yderligere spiller indtræder på banen, eller hvis en spiller griber ind i spillet fra udskiftningsområdet ( 4:5-6 );
b) gentagne overtrædelser af de regler, der skal straffes progressivt ( se 8:3, 16:1,. IHF-Kommentar );
c) gentagen usportslig optræden af en spiller på eller uden for banen ( se 8:4, 16:1, IHF-Kommentar ).
d) usportslig optræden af en af et holds officials, efter at en af disse tidligere har fået en advarsel i forbindelse med regel 8:4 og 16:1c; se regel 16:1s IHF-Kommentar;
e) for usportslig optræden af en karakter, som betyder en udvisning i enhver situation ( 8:4, fortolkning 5:3 ), se også regel 16s IHF-Kommentar;
f)som en konsekvens af en diskvalifikation af en spiller eller holdofficial ( 16:8, 2. afsnit, se dog 16:14b );
g) usportslig optræden af en spiller, der netop er blevet udvist, før spillet igen er fløjtet i gang ( 16:12a ).
■ I H F - K o m m e n t a r:
Det er nævnt i b), c) og d), at udvisninger i disse situationer almindeligvis er tiltænkt tilfælde af gentagne regelovertrædelser eller usportslig optræden. Dommerne har imidlertid ret til at beslutte, at en overtrædelse kan være af en art, der kan retfærdiggøre en øjeblikkelig udvisning, selv om spilleren ikke tidligere i kampen har fået en advarsel og hans hold ikke har fået tre advarsler.
På samme måde kan en holdofficial ikendes en direkte udvisning, selv om han ikke tidligere har været idømt nogen advarsel. Det er dog ikke muligt at ikende et holds officials mere end en udvisning.
Når en holdofficial idømmes en udvisning i henhold til regel 16:3d, kan denne forblive i udskiftningsområdet og udføre sine funktioner, men holdets antal af spillere på banen skal reduceres i 2 minutter.
16:4 Efter at have givet time-out skal dommeren tydeligt tilkendegive udvisningen til den pågældende spiller og informere tidtagerbordet derom ved hjælp af det foreskrevne dommertegn, dvs. en opstrakt arm med to udstrakte fingre ( dommertegn 14 ).
16:5 En udvisning gælder altid for 2 minutters spilletid; den tredje udvisning til den samme spiller betyder også, at han efterfølgende skal diskvalificeres ( 16:6 f ).
Den udviste spiller har ikke lov til at deltage i spillet under sin udvisningsperiode, og holdet har i udvisningsperioden ikke lov til at erstatte ham på banen.
Udvisningsperioden begynder med dommernes fløjt for genoptagelse af spillet.
En udvisningsperiode fortsættes i 2. halvleg, hvis den ikke er udløbet ved afslutningen af 1. halvleg. Det samme gælder ved overgang fra normal spilletid til forlængelser og under forlængelser. Såfremt en udvisning efter afslutning af forlængelserne endnu ikke er udløbet, har en sådan spiller i overensstemmelse med 2:2s kommentar ikke lov til at deltage i en eventuel straffekastafgørelse.
Diskvalifikation
16:6 Der skal idømmes en diskvalifikation for:
a) usportslig optræden af enhver af et holds officials efter at de tidligere både har fået en advarsel og en udvisning i overensstemmelse med 8:4, 16:1c og 16:3d;
b) regelovertrædelser, som er til fare for en modspillers helbred ( 8:5 );
c) grov usportslig optræden af en spiller eller en holdofficial på eller udenfor banen ( 8:6, fortolkning 6 ) og i tilfælde af særlig eller gentagen usportslig optræden under en endelig afgørelse af en uafgjort kamp ved straffekast ( 2:2s IHF-Kommentar og 16:13 );
d) en spillers håndgribeligheder inden kampen eller under en definitiv straffekast-afgørelse ved uafgjort resultat ( 2:2s IHF-Kommentar, 8:7, 16:14b );
e) en holdofficials håndgribeligheder ( 8:7 );
f) samme spillers tredie udvisning ( 16:5 );
16:7 Efter at have givet time-out skal dommerne tydeligt tilkendegive diskvalifikationen til den skyldige spiller eller holdofficial og informere tidtagerbordet ved at holde et rødt kort op over egen hovedhøjde ( dommertegn 13, det ”røde kort” bør have en størrelse på omkring 9 x 12 cm ).
16:8 En diskvalifikation gælder altid for den resterende spilletid. Spilleren eller den pågældende holdofficial skal straks forlade banen og udskiftningsområdet. Derefter er det ikke tilladt spilleren eller den pågældende holdofficial at have nogen form for kontakt med holdet før kampen er afsluttet.
En diskvalifikation af en spiller eller en holdofficial på eller uden for banen under spilletiden medfører altid en udvisningsperiode for holdet. Dette indebærer, at holdets antal af spillere på banen skal reduceres med en spiller ( 16:3 f ). Reduceringstiden skal imidlertid være af 4 minutters varighed, hvis spilleren er blevet diskvalificeret under omstændigheder som angivet i regel 16:12b-d.
En diskvalifikation reducerer antallet af et holds disponible spillere eller holdofficials med undtagelse af sådanne, der kan henføres til regel 16:13 b. Holdet må imidlertid forøge antallet af spillere på banen ved udløbet af udvisningstiden.
En diskvalifikation gælder principielt kun for den kamp, i hvilken den er givet. Den betragtes som en dommerafgørelse på baggrund af dommernes iagttagelser af det passerede. Efter kampen skal der ikke følge andre konsekvenser af en diskvalifikation undtagen i tilfælde af diskvalifikationer på grund af håndgribeligheder ( 16:6d-e ), eller når grov usportslig optræden af en spiller eller en holdofficial ( 16:6 d ) falder ind under a), d) eller g) i fortolkning 6. Sådanne diskvalifikationer skal fremgå af kamprapporten ( dvs. de skal indberettes ).
Bortvisning
16:9 Der skal idømmes en bortvisning, når:
håndgribeligheder, som beskrevet i regel 8:7, begås af en spiller under spilletiden ( se regel 16:3, 1. afsnit og 2:6 ), på eller uden for banen.
16:10 Efter at have givet time-out skal dommerne tydeligt tilkendegive bortvisningen til den skyldige spiller og informere tidtagerbordet ved hjælp af det foreskrevne dommertegn, hvor dommeren krydser sine arme over egen hovedhøjde ( dommertegn 15 ).
16:11 En bortvisning gælder altid for den resterende spilletid, og holdet må fortsætte med en spiller mindre på banen i resten af kampen. Hvis en spiller, som er idømt en bortvisning allerede afsonede ( eller forinden netop havde fået ) en udvisning eller havde forårsaget en udvisningsreduktion af antallet af holdets spillere iht. regel 16:12, så vil en sådan udvisning eller reduktion indgå i bortvisningen. Dette betyder, at den eneste blivende reduktion er den, der er forårsaget af bortvisningen.
Den bortviste spiller må ikke erstattes og skal forlade banen og udskiftningsområdet med det samme. Herefter må spilleren ikke have nogen form for kontakt med sit hold.
En bortvisning skal fremgå af kamprapporten, forklares skriftligt af dommerne og indsendes samlet til den ansvarlige turneringsledelse, der skal behandle den ( 17:10 ).
Mere end en overtrædelse i samme situation
16:12 Hvis en spiller eller en holdofficial, der gør sig skyldig i mere end en overtrædelse samtidigt eller direkte efter hinanden, før spillet er genoptaget, og de pågældende overtrædelser udløser forskellige straffe, så skal principielt kun den mest vidtgående gives. Dette er altid tilfældet, hvis en af de pågældende er en bortvisning.
Der er imidlertid følgende specielle undtagelser, hvor et hold i alle tilfælde må spille med reduceret styrke på banen i 4 minutter:
a) Hvis en spiller, som netop er idømt en udvisning, gør sig skyldig i usportslig optræden, før spillet er genoptaget, skal han idømmes en yderligere udvisning ( 16:3g ); hvorfor hans udvisningstid vil vare 4 minutter ( hvis den yderligere udvisning er spillerens tredie, skal han derefter også diskvalificeres );
b) Hvis en spiller, der netop er blevet diskvalificeret ( direkte eller foranlediget af en tredie udvisning ), gør sig skyldig i usportslig optræden, før spillet er genoptaget, vil holdet blive idømt en yderligere straf, således at reduceringen af spillere på banen vil gælde for 4 minutter ( 16:8, 2. afsnit ).
c) Hvis en spiller, som netop er idømt en udvisning, gør sig skyldig i grov usportslig optræden, før spillet er genoptaget, skal spilleren derudover diskvalificeres ( 16:6c ). De pågældende straffe tilsammen betyder, at hans hold skal reduceres med en spiller på banen i 4 minutter.
d) Hvis en spiller, der netop er blevet diskvalificeret ( direkte eller foranlediget af en tredie udvisning ), gør sig skyldig i grov usportslig optræden, før spillet er genoptaget, vil holdet blive idømt en yderligere straf, hvorfor reduceringen af holdets antal af spillere på banen vil gælde for 4 minutter ( 16:8, 2. afsnit ).
16:13De situationer, der er beskrevet i reglerne 16:1, 16:3, 16:6 og 16:9, gælder for forseelser under spilletiden. I forbindelse med disse regler gælder begrebet ”spilletid” også for forlængelser og time-outs, alle halvlegspauser og afbrydelser af spilletiden og, i tilfælde af regel 16:6, også for tiden under straffekastafviklingen efter en uafgjort kamp, hvori der skal findes en vinder.
Under en sådan straffekastafvikling, kan dommerne beslutte, at alle tilfælde af voldsom eller gentagen usportslig optræden kan resultere i en diskvalifikation fra yderligere deltagelse i det fortsatte forløb ( 2:2s IHF-Kommentar ), da tidsbestemte straffe på dette tidspunkt er uden mening.
Forseelser uden for spilletiden
16:14Usportslig optræden, grov usportslig optræden eller håndgribeligheder mod en spiller eller holdofficial, som finder sted på området, hvor kampen spilles, men uden for spilletiden, skal straffes som følger:
Før kampen:
a) Der skal gives en advarsel i tllfælde af usportslig optræden (16:1c),
b) Der skal gives en diskvalifikation af den skyldige spiller eller official i tilfælde af gentagen eller grov usportslig optræden eller håndgribeligheder, men holdet har lov til at begynde kampen med 14 spillere og fire officials; regel 16:8, 2. afsnit gælder kun for forseelser under spilletiden, følgelig forbindes diskvalifikationen ikke med en udvisning.
Straffe for forseelser begået inden kampen kan til enhver tid iværksættes under kampen, når som helst den skyldige kan genkendes som deltager i kampen, hvilket måske ikke var muligt på tidspunktet for forseelsen.
Efter kampen:
c) Skriftlig indberetning
